David Lodge "Deaf Sentence" Harvill Secker, London 2008

DEN høje, bebrillede, grå-hårede mand stående i udkanten af trængslen i galleriets store sal, krumbøjet, meget tæt på den unge kvinde i den røde silkebluse, med hovedet sænket og drejet lidt væk fra hende, nikkende vist, ytrende en uforbindtlig mumlen fra tid til anden er ikke, som man måske kunne tro, en præst der er blevet besnakket til i sin fritid at påhøre hendes skriftemål midt i mængden, ej heller en psykiater der er blevet narret til at give hende en gratis konsultation, han har heller ikke indtaget denne attitude for bedre at kunne se ned langs hendes bluse, selvom dette er en tilfældig bonus ved hans situation, den eneste rent faktisk. Grunden til hans positur er, at lokalet er fuldt af støj, en konversationel rumlen som slår tilbage fra væggenes, gulvenes og lofternes hårde overflader, snor sig rundt om gæsternes hoveder og får dem til at råbe endnu højere for at blive hørt. Dette fænomen er kendt blandt lingvister som Lombard refleksen, opkaldt efter Etienne Lombard, som tidligt i det tyvende århundrede fastslog at talende øger deres vokale anstrengelser hvis der er støj i omgivelserne for at modvirke forringelsen af forståeligheden af deres budskaber. Når mange talende samtidig frembyder denne refleks blive de selvfølgelig deres egen støjkilde, idet de gradvist øger dens intensitet. For manden, der nu næsten trykker næsen mod barmen på den unge kvinde med den røde bluse idet han fører sit højre øre tæt til hendes mund, har støjen for nogen tid siden nået et niveau, der gør det umuligt for ham at høre andet end tilfældige ord og sætninger af hvad hun siger til ham. "selvgjort" synes at være et ofte forekommende ord, eller er det "skældsord"? Og " fra Helvede... " eller var det "råb om hjælp"– han er ser du, tunghør eller "har nedsat hørelse" eller uden omsvøb: døv – ikke stokdøv, men døv nok til at gøre kommunikation mangelfuld i de fleste sociale situationer og umulig i andre, såsom denne.
Han bærer et høreapparat et kostbart digitalt instrument, med små beige plastic ørepropper som passer præcist i begge ører som små snegle i deres huse, som har et program til dæmpning af baggrundsstøj, men med den ufordel, at det også dæmper lyde i forgrunden, og ved et bestemt decibel-niveau overstiger det førstnævnte det sidste hvilket lige nu er tilfældet. Det hjælper ikke at kvinden synes at være en undtagelse fra Lombard refleksen. I stedet for at øge tonehøjde og volumen i sin tale som alle andre i lokalet, fastholder hun et niveau for sine ytringer passende for konversation i en dagligstue eller en tête-à-tête i en sparsomt besøgt café. De har talt eller rettere hun har talt i omkring ti minutter nu og, selvom han anstrenger sig, kan han ikke fastlægge samtaleemnet. Er det kunsten på væggene – forstørrede farvefotos af bytomter og lossepladser? Det mener han ikke det ser ikke ud som om hun ser eller peger på dem, og hendes intonation, som han lige netop kan registrere, har ikke det karakteristiske fremsættende tonefald for kunst-snak eller kunst-ordgejl som han sommetider respektløst kalder det for at drille sin kone. Den har snarere et anstrøg af noget personligt, anekdotisk og fortroligt. Han kaster et blik på kvindens ansigt for at se, om det giver et fingerpeg. Hun ser indtrængende på ham med sine blå øjne og holder en pause i sine ytringer som om hun forventer et svar. "Det forstår jeg", siger han og tilpasser sin positur så den udtrykker både tænksom overvejelse og sympati, idet han håber på at enten den ene eller den anden af disse vil synes passende, eller i det  mindste ikke grotesk upassende i forhold til det hun har sagt. Det synes imidlertid at stille hende tilfreds og hun begynder igen at tale. Han indtager ikke sin forrige stilling der er ikke rigtig nogen ide i at rette det højre ørestykke ind efter at modtage hendes tale, når selskabssnakken vælter ind i det venstre og hvis han forsøgte at dække det venstre med hånden ville det kun producere et tilbagekoblings-hyl fra apparaturet såvel som en ekscentrisk udseende attitude. Hvad skal man gøre nu? Hvad skal man sige, når hun holder pause igen? Det er alt for sent at tilstå, "Hør jeg er ked af det, men jeg har ikke hørt et ord af hvad du har sagt til mig de sidste ti minutter" (et kvartér må det være nu). "Jeg er døv forstår du, kan ikke høre et kvæk i denne her larm." Hun ville rimeligt nok undre sig over han ikke havde sagt det noget før hvorfor lade hende fortsætte med at snakke, nikke og mumle som om han forstod hende. Han ville irritere hende, gøre hende forlegen, fornærmet og han ønsker ikke at virke uhøflig. Hun kunne være en af hans kones kunder på den ene side og på den anden ser hun ud til at være ganske venlig og imødekommende, en ung kvinde måske sidst i tyverne, med klare blå øjne, en bleg glat teint, skulderlangt hørfarvet hår, midterskilning, klippet lige og en naturligt formet figur – bag blusens delvist åbne udskæring fortæller kavalérgangens skygge  ham, at brysterne ikke er pumpet op med  silikone, ej heller skubbet op eller frem af bøjler, men har det ægte køds skælvende plasticitet, huden med en svag transparens som godt porcelæn  – og han vil ikke gøre et dårligt indtryk på en imødekommende ung kvinde som har ulejliget sig med at tale med et gammelt fæ som ham selv om det er tilfældigt møde, der sandsynligvis ikke bliver gentaget.